Forfangenhed

Forfangenhed hos heste

Hvad er forfangenhed?

Forfangenhed er en alvorlig sygdom, som hvert år rammer både heste og ponyer. Det er en kompleks, multifaktoriel og yderst smertefuld lidelse, hvis sygdomsmekanisme endnu ikke er fuldt belyst.

Forfangenhed lokaliseres til hestens hov, mere specifikt til lamellerne som fungerer som bindeleddet mellem hovbenet og hovkapslen. Ved sygdom svækkes disse lameller, og ved svære tilfælde muliggør at den dybe bøjesene kan yde et træk på hovbenet, som derved løsner sig, og efterfølgende kan dreje eller synke ned mod sålen.

Årsager:

Det klassiske eksempel på forfangenhed er en hest som har forædt sig i græs eller korn, og derefter har pådraget sig en fejlgæring i tarmen, hvilket kan resultere i forfangenhed. Dog har det vist sig, at en lang række faktorer spiller ind i sygdomskomplekset:

  • Pludseligt foderskift: f.eks. forædning eller skift til græs i foråret/sommer.
  • Svære infektioner: f.eks. børbetændelse eller lungebetændelse.
  • Mekanisk overbelastning: f.eks. hvis hesten har været halt på et andet ben.
  • Giftige planter: f.eks. engbrandbæger.

Af disponerende faktorer skal nævnes tidligere forfangenhed, overvægtige heste, heste med stofskiftesygdomme, uhensigtsmæssig fodring med for meget kulhydrat i forhold til fibre, genetik, race, alder og medicinering.

Symptomer:

Hesteejerens værste frygt er at finde sin hest i den klassiske ”forfangenhedspositur”, med fremstrakte forben og med høj vægtbæring på bagbenene. Men andre symptomer kan også lede mistanke hen mod forfangenhed:

  • Varme hove
  • Forøget pulsering i blodkarrene til hovene
  • Halthed
  • Nedstemthed
  • Hesten tripper og går med korte skridt
  • Ligger mere ned
  • Vil ikke løfte ben

De tre faser af forfangenhed

Sygdommens forløb kan inddeles i tre karakteristiske faser; udviklingsfasen, den akutte fase og den kroniske fase. Når hesten udsættes for den udløsende faktor er den i udviklingsfasen, og her vil ske de første skader i hoven. Dog ses de kliniske tegn først efter 24 timer, og derfor er denne fase lusket. Den akutte faser starter fra symptomerne starter, og slutter når man kan se forandringer af hoven. Hesten vil som udgangspunkt prøve at aflaste benene ved at ligge sig, trippe eller halte. Jo længere tid der går, jo kraftigere bliver symptomerne. Til slut går sygdommen over i sin kroniske fase, som er kendetegnet ved vedvarende forandringer af hoven som følge af hovbenets sænkning eller drejning. Tåen vil blive lang samt få et snabelformet udseende i tilfælde at ukorrekt beskæring.

Behandling:

Da forfangenhed er en multifaktoriel lidelse, er det som udgangspunkt også svært at behandle, idet den underliggende årsag bør findes og elimineres. Behandlingsstrategien vil være som følgende:

    • Nedkøl hestens ben – Dette er en meget vigtig del af behandling. Stil evt. hesten med benene i spande med isvand, hvor der i bunden er et lag med ca. 10 cm sand. Alternativ kan benene spules med koldt vand eller der kan anlægges kølebandager. Jo hurtigere man får kølet benene, jo bedre bliver resultatet!
    • Primær årsag lokaliseres og afhjælpes/behandles hvis muligt.
    • Smertestillende – Idet det er en meget smertefuld tilstand for hesten.
    • Ro – hesten må under ingen omstændigheder tvinges til bevægelse, idet det kan forværre tilstanden i hoven.
    • Vent med smed indtil hesten ikke længere er i stærke smerter. Herefter kan sygebeslag være en god ide, idet det kan hjælpe med at få vægtbæringen på strålen og den bagerste del af sålen for at aflaste tåen.
    • Tykt lag strøelse i boksen (gerne sand).
    • Fodring med godt hø samt mineraler og vitaminer, så de vigtigste byggesten er tilgængelig til genoprettelse af hoven. INGEN græs eller korn! TJEK EVT LAMINAZE 

Prognose:

Selvom hesten er svær forfanget, behøver det ikke nødvendigvis at kræve en aflivning. Et drejet hovben er ikke lig med en aflivning, idet en dygtig beslagsmed vil kunne få paralleliteten tilbage mellem hovben og hovkapsel med korrekt beskæring. Dog er det en langsommelig proces, og kan tage mellem ½-1 år før hesten er klar igen. Hvis hesten ikke kan holdes nogenlunde smertefri, hvis den ikke responderer på behandlingen eller hvis den får bivirkninger af medicinen, vil en aflivning være løsningen. Fremtidsudsigten for hesten afhænger af skadens omfang i hoven, og hvor længe sygdommen har stået på. Hvis det kun har været en let forfangenhed i kort tid, vil hesten generelt have en god prognose. Har hesten dog haft et langt sygdomsforløb med svære skader i hoven, kan prognosen være reserveret og nogle gange slet.

Røntgenbilleder er utrolig vigtige for dyrlægen til vurdering af skadernes omfang (sænkning af hovben er værre end drejning). Forkert beskæring af den forfangne hov, kan i nogle tilfælde være langt værre end slemme fund på røntgenbilleder. Derfor kræver forløbet en tæt kontakt mellem beslagsmed og dyrlæge.

Genoptræning:

Genoptræningen skal ske langsomt, da den syge hov er yderst skrøbelig. I starten kan man trække hesten på blødt underlag på korte distancer, og lade den stå i en stor boks med blød bund. Senere i forløbet må hesten komme på en lille sygefold UDEN græs, f.eks. en indhegnet ridebane som også har en blød bund. Den må helst ikke gå sammen med andre heste før den er rask, men skal stadig have mulighed for at se andre heste. 

Forebyggelse:

Hvis hesten allerede én gang har været forfangen, er det noget man som ejer skal være opmærksom på resten af hestens levetid. Det er vigtigt at hestens holdes slank og velmotioneret. Dertil er korrekt fodring yderst vigtig, idet man skal undgå for mange letfordøjelige foderemner som korn (fordi det indeholder meget stivelse), men også græs som kan indeholde meget sukker. Hesten vil som udgangspunkt have bedst af at stå på jordfold uanset årsagen til tidligere sygdomstilfælde.

Fodring:

Det at vigtigt at en hest med forfangenhed, eller en hest med tendens til forfangenhed, bliver fodret korrekt. Generelt skal man fodre med fiberholdige fodermidler som grovfoder, og undgå sukker- og stivelsesholdige fodermidler som kraftfoder og græs. Velegnet grovfoder er f.eks. opblødte roepiller, lucerne, hø og evt. wrap. Kraftfoder indeholder let forgærbare kulhydrater og vil typisk være forskellige foderblandinger, olie og kornsorter som f.eks. byg, majs og havre.

Gode råd til forebyggelse:

  • Tildel mindst 1-2 kg grovfoder pr. 100 kg hest.
  • Sørg for at hesten er dækket ind med mineraler og vitaminer.
  • Undgå overvægt.
  • Undgå korn eller kornrige produkter.

Græs og forfangenhed:

Græs danner sukker via fotosyntesen, og forbrænder efterfølgende disse sukkerstoffer når græsset skal vokse. Det overskydende sukker som græsset ikke får brugt lagres som sukkerstoffet fruktan, som har en anderledes struktur end sukker. Heste har ikke et tyndtarmsenzym som kan nedbryde fruktan, og derfor passerer det unedbrudt til stortarmen. Det er i stortarmen at forgæringen sker, hvorefter der bliver dannet syre som hesten kan optage og udnytte som energi. Ved et for stort indtag af let fordøjelige kulhydrater som f.eks. græs, bliver de syrlige produkter dannet for hurtigt, så hesten ikke kan nå at optage dem. Dette resulterer i et for surt miljø i stortarmen, hvilket man mener kan disponere for forfangenhed.  Dvs. jo mere sukker/fruktan der er i græsset jo ”farligere” er græsset for hesten.

Da græs forbrænder sukker under vækst, vil græssets indhold af fruktan være lavest ved gode vækstbetingelser. I perioder med dårlige vækstvilkår, vil fruktanen derimod ophobes i græsset. Eksempler på dårlige vækstbetingelser er:

  • Temperaturer under 5 grader eller over 25 grader.
  • Vandmangel
  • Mangel på nærringsstoffer.

Man skal som hesteejer især være opmærksom på forår og efterår, da der typisk her vil være lune dagtimer men kolde nattetimer. Dette resulterer i at sukkeret ikke bliver forbrugt i løbet af natten pga. den lave temperatur, og indholdet af fruktan vil være højt næste morgen. Sommerperioder med høje temperaturer og tørke er med til at stresse græsset, så også her skal man være opmærksom på et højt fruktan-niveau.

 

For at give dig den bedste oplevelse hos Groomers bruger vi cookies. Ved at klikke rundt på sitet accepterer du brugen af cookies.
Du er nu tilmeldt Groomers Club! Din kode til gratis fragt i hele 2020 er frifragt2020.
God fornøjelse!